Om "En by i galaksen"

For første gang lancerede Randers i 2018 en ny årlig festival med navnet "En by i galaksen”.

Mælkevejen og stjernerne viser igen vej til en by i galaksen med kultur og oplevelser for hele familien, som skal huske at sætte kryds i kalenderen den 15. august  2020.

Festivalen "En by i galaksen" tager afsæt i Star Wars-universet og handler både om natur, oplevelser, læring og undervisning, kultur og formidling og meget mere.

En lang række både offentlige og private aktører deltager i festivalen, som med lynets hast har udviklet sig på tværs af fagligheder, kommune og ildsjæle.

"Star Wars er et unikt kulturprodukt. Det er fortællingen om at gå fra at være barn til voksen, om kampen mellem det gode og det onde. Og her i Randers bliver det også indgangen til bøgernes verden, til læsningen, til viden, til uddannelse. Det må gerne være sjovt at lære," siger Jacob Krogsøe, som er bibliotekar på Randers Bibliotek.

Ideen til "Randers - en by i galaksen" blev skubbet godt på vej af den årlige messe Sci-Fi-Con, som ildsjælen Benny Ray har arrangeret i Randers siden 2014. Messen er gennem årene blevet Danmarks største og eneste årligt tilbagevendende Sci-fi-messe.

"Det fantastiske ved Star Wars er, at universet appellerer til alle aldre. Bedsteforældrene og forældrene kan huske de første film. Nu er børn og børnebørnene også blevet optaget af det."

Biblioteket åbnede i april 2018 Danmarks største offentlige samling med bøger, film og effekter fra Star Wars-universet. Samlingen er åben året rundt. Randers Bibliotek har desuden i forbindelse med festivalen et skoleprojekt, hvor Star Wars bliver brugt som en platform til at fremme læring og læselysten hos eleverne i folkeskolen.

Læs også pressemeddelelsen fra 25. marts 2020